Erindringer
1940 -2016
Svend Aage Jensen
Villestoftehaven 169
5210 Odense NV
Skrevet oktober 2014 – januar 2016
Jeg er næstyngste barn af Laura Kirstine, født Hansen, og Jens Frederik Jensen, som fra 1926, boede på et husmandssted på Niels Frederiksens Vej 22, Kornerup, 4000 Roskilde. Det hed ikke Niels Frederiksens Vej fra starten, men husmandsrækken eller blot ”rækken”.
Der var syv børn, fem drenge og to piger. Det vil sige, engang i starten af 1930’erne blev der født en pige, som døde kort efter fødslen.
 |
Husmandsstedet var et såkaldt statshusmandsbrug, dvs. staten gav dengang billige lån til oprettelse af disse statshusmandsbrug. Udstykningen af de 13 husmandssteder var på Kornerupgårds jord. På trods af de temmelig små kår der eksisterede på stedet, havde jeg en god og harmonisk opvækst. Det er ikke før efter teenage årene jeg fandt ud af, at det var lidt småt med pengene. Det må være fordi vores behov ikke var så stort. Vi fik hvad vi havde brug for, og vi vidste ikke så meget om at behovet kunne være større. Behovet blev så større, da vi selv begyndte at tjene penge. Beliggenheden kan næsten ikke være bedre, tæt på Svogerslev Sø, omgivet af enge og åer. Vi har mange gange hørt, når vi havde besøg, at ”det er da en smuk udsigt I har” eller noget lignende. Vi, som levede der til dagligt var jo vant til udsigten, så vi så den ikke på samme måde, som folk der kom på besøg. Der var kun 12 tønder land (6 hektar). Så det var ikke så nemt
at få det til at give til dagen og vejen. Der var nogle der havde større talent,
evne eller held til at få noget ud af det end andre. Mine brødre Henrik, Bent og
Eivind har beskrevet stedet mere udførligt i deres ”Erindringer fra Kornerup”.
|
Her kan vi se, hvor husmandsstedet ligger i forhold til Svogerslev Sø. Søen er omgivet af vådområder med tækkerør. Lige nedenfor huset ses en lille skov. Vi fik som børn og halvstore knægte en masse tid til at gå i hele området. Fiskeri med medestang, sejlads med en fladbundet pram, osv. Helt ufarligt har det nok ikke været, men sjovt var det. |
 |
1940 – 1947
Jeg er født 2. januar 1940, altså før krigen kom til Danmark. Ifølge mine ældre søskende skete det i en vældig snestorm, altså min fødsel, ikke krigen. Mor fødte altid hjemme. Så far skulle med kane ud for at hente jordemoderen, og de væltede vist flere gange undervejs. Men hun kom dog frem, og jeg kom planmæssigt til verden. Mine ældre søskende blev sendt over til naboen, mens det stod på. Der fik de margarinemadder, har de senere lettere bebrejdende fortalt.
I sagens natur kan jeg ikke huske så meget fra de første år. Et par ting har dog gjort indtryk på mig. Jeg husker et slagsmål mellem to af mine ældre brødre. Hvem af dem det var, kan jeg ikke huske. Det har nok ikke været så slemt, men på mig virkede det voldsomt, som om det var rigtig alvorligt. En anden episode var da jeg var fem år, det var den 5. maj 1945, Danmarks befrielse. Vi stod ude i gården, Dannebrog var hejst, og oppe på Skvatbrinken kunne vi se, at Marius Petersen var i gang med det samme. Men flagsnoren må have været mør, så den knækkede midt i processen. Men der gik ikke lang tid, så var flagstangen lagt ned, en ny snor sat i, og flaget sat op. Nu havde det ligget i skuffen i 5 år, mens tyskerne var på besøg, så nu var det en glædens dag.
Enkelte andre ting er også svagt i erindringen fra de år, men ikke noget jeg kan sætte ord på lige nu.
1947 – 1954
Jeg begyndte at gå i skole i foråret 1947. Skoleåret gik på den tid og det sted fra april til april. Jeg begyndte i den gamle skole i Kornerup. Det var ikke ”den stråtækte”, men det kunne den godt have været. Vi var fire elever der startede det år, Elva, Karin, Mogens og jeg. I løbet af de syv år kom der et par stykker mere. Det var Birgitte og Poul. (Vi kaldte ham Tøse Poul, børn er jo ondskabsfulde). De tre første år gik jeg i Kornerup, de sidste fire år i Svogerslev. I Kornerup gik jeg kun hver anden dag om vinteren. Jeg startede i første klasse hos den gamle lærerinde, sådan én af dem med knold i nakken. Men der kom ret hurtigt en ung lærerinde, Frk. Madsen. Hende og jeg kom godt ud af det. Der var andet end terperi i undervisningen. Vi syede motiver på et kort, fortrykt og med huller til at sy i. Vi havde også op til jul en slags rollespil. Vi optrådte i gymnastiksalen i Svogerslev. Jeg havde fået rollen som en radioreporter. Mikrofonen skulle holdes højt, fik jeg at vide hele tiden. Men den sank automatisk ned på maven. Det er hvad jeg husker om det, handlingen har jeg glemt alt om.
Svogerslev Skole, nu kaldet Sct. Andreasskolen, bygget år 1900.
Det gælder dog kun bygningen med karnappen i højre side af billedet.
Gymnastiksalen, forrest tv. er kommet til senere, bygget omkring 1950, og den store bygning tv. var der ikke da jeg gik i skole.
Vi havde de almindelige fag den gang, regning (ikke matematik), dansk, religion, sang. Vist også geografi, eller også var det ikke før jeg kom til Svogerslev skole. Her kom der også en smule historie på programmet, og også lidt fysik. Vi spillede også håndbold en sjælden gang i mellem. Det var i det hele taget lidt mere alsidig undervisning i Svogerslev. Men der var kun én lærer til det hele, så han kunne vel heller ikke være god til alt. Han boede sammen med sin kone i den anden ende af den bygning, hvor klasseværelset var.
Læreren i Svogerslev hed S. Bondrup Hansen. S’ et stod for Sofus, men han brød sig ikke om det navn. Han blev
sur hvis vi kaldte ham det, så det gjorde vi selvfølgelig ikke, når han hørte det. Han var en hvidhåret herre, så han så ret
gammel ud. Men han har sikkert ikke været så gammel alligevel. Han levede i hvert fald et godt stykke tid efter jeg havde
forladt skolen. Én af hans kæpheste var, at vi til hver dag skulle lære et salmevers udenad. Dengang forekom det at være spild
af tid, men har sikkert været udmærket til at lære udenad. Det kan vi jo tit komme ud for som en praktisk foranstaltning i
andre sammenhænge. Vi skulle også synge morgensang hver dag, med efterfølgende fadervor. Så stod han med foldede hænder og
lukkede øjne oppe ved kateteret og fremsagde fadervor med os elever andægtigt lyttende. Jeg tror roligt man kan sige, at
undervisningen var ret mangelfuld. Men vi må dog have lært noget, da vi alle har klaret os rimeligt. Der er selvfølgelig
kommet meget viden til efter konfirmationen.
Mens jeg gik i skole, havde jeg et job med at køre rundt i sognet og sælge ugeblade. Det var Hjemmet og Familiejournalen og hvad der ellers fandtes den gang. Og op til jul kunne folk bestille julehæfter, til levering før jul. ”Ved Julelampens Skær”, ”Knold og Tot” og den slags. Det var et ret interessant arbejde. Og jeg tjente også lidt penge.
Landbruget deltog jeg så lidt som muligt i. Men i spidsbelastningsperioderne var jeg nødt til at hjælpe. Det værste var at hakke roer, dvs. udtynding og ukrudtsfjerning. Derimod var høsten god at deltage i. Det foregik med selvbinder, med tre heste for. Og et tærskeværk, som blev købt i fællesskab, og så gik det på omgang, og husmændene hjalp hinanden. Mellem Svogerslev sø og Buesøen løb der en å, som far havde opgaven med at rense for siv og åkander. Det gav lidt ekstra penge. Det foregik fra en fladbundet pram. Far havde lavet en slags le. Det var et almindeligt leblad, men sat på et langt skaft. Derved kunne vi nå bunden af åen fra båden, og skære alt væk, som voksede i åen. Det skulle skabe bedre gennemstrømning. Det var også interessant at være med til. Så kom mor ned til os med en kurv med kaffe og kage eller sigtebrød. Det samme skete når vi høstede.
En overgang fik de den ide at dyrke grønne bønner på kontrakt med en konservesfabrik. Det stod vist på et par år eller tre. Vi plukkede og sorterede bønner til vi var blå i hovederne i den periode hvor de var klar. Det skete også for at få ekstra penge til husholdningen.
Nogle gange kom der en bil fra København med nogle folk. Det var tante Karen, hendes datter Else og hendes to piger. De hed Hanne og Lene, tror jeg nok. Familieforholdet har jeg aldrig fået helt rede på. Det var mors familie, men hvis tante Karen var, har jeg ikke styr på. Men disse københavnerbesøg husker jeg især, fordi de medbragte nogle helt usandsynligt lækre konditorkager. Sådan noget var vi jo slet ikke vant til, så det var bare godt.
1954 – 1959
I april 1954 sluttede skolen for min årgang, og vi blev konfirmeret. Det foregik i Svogerslev Kirke, og det var jo en stor dag. Masser af telegrammer, også en del penge og gaver. Dagen blev lidt kedelig senere på eftermiddagen, fordi alle farbrødrene satte sig og spillede kort. Jeg husker at jeg følte mig lidt overset. Det skulle jo være mig det handlede om. Så var der andendagsgilde. Det var de, som ikke havde været med til konfirmationen på dagen, men som havde givet penge eller gaver. Blå mandag var der ikke noget der hed den gang.
Konfirmationen var sidst i april, og den 1. maj 1954 kom jeg i lære hos købmanden i Svogerslev, han hed Jens Valdemar Petersen, forkortet: J. Vald. Petersen. Det var en såkaldt blandet landhandel, og det var en blandet landhandel. Foruden de almindelige kolonialvarer havde vi foderstoffer, kul og koks, petroleum, spegesild i en tønde i kælderen osv. Jeg lærte at lukke poser på den gammeldavs maner. Og sno kræmmerhuse til potaske, hjortetaksalt og den slags. Mange ting havde vi ”i løs vægt”. Nu om stunder er det hele færdigpakket når det kommer til butikkerne. Det var selvfølgelig ikke selvbetjening. Vi skulle spørge kunderne hvad de ville have. Det resulterede tit i, at vi skulle gå de samme steder hen efter næste vare, fordi de kun nævnte én ting ad gangen. Nogle havde dosmersedler med, og hvis vi kunne lokke den fra kunden, kunne vi tage mere med ad gangen, og dermed spare tid.
Når vi skulle tappe petroleum af, var resultatet tit, at det løb ned ad armene. Kunderne kom med alle mulige forskellige slags beholdere, som vi skulle tappe af i. Spegesild fra tønden i kælderen skulle pakkes ind i pergament- og avispapir. Ligeså med brun sæbe. Sæbespåner i løs vægt, det får man nyseanfald af.
Hos købmanden fik jeg delvis kost. Og lønnen afhang også deraf. Jeg fik det første år 75 kr. om måneden, plus altså delvis kosten. En gang vi fik noget grød, som der skulle kanel på, så tog sønnen Leif, tallerkenen op til munden og pustede det overskydende kanel ud over bordet og ud over vi andres mad. Denne Leif overtog senere butikken og udvidede den til selvbetjening. Men det var længe efter jeg havde forladt butikken. Købmanden havde sin svigermor boende, det var hende der lavede mad. Hun var en nysgerrig kone. Hun havde en vane med at kigge gennem dørsprækken ud i butikken, når hun ville se hvem der var ude og handle. Hun troede åbenbart hun kunne gøre det uden nogen vidste det. Jeg tror dog næsten alle var klar over det.
Een gang om året kom der en bil fra København med koks. Købmanden havde samlet ordrer ind hos kunderne, og så kom leveringen samlet på én gang. Så skulle vi rundt og læsse af hos kunderne. Da var vi sorte som skorstensfejere, når vi kom hjem om aftenen.
Arbejdstiden var lang. Fra 7 om morgenen til kl. 18.00 mandag til torsdag, fredag til kl. 20.30, lørdag til hen på eftermiddagen. Lukketid var kl. 14.00, men så skulle der ryddes op, sorteres flasker osv. Så det kunne nemt blive kl. 17.00, før jeg kunne komme afsted. Jeg havde kun en spisepause midt på dagen. Det var arbejdstid noget over normalen, men det tænkte jeg ikke så meget på dengang.
Jeg gik på handelsskole i Roskilde, i vinterhalvåret. Det var delvis i arbejdstiden, fra kl. 16 – 20.00. Vi købmandslærlinge gik sammen med de der var i lære hos manufakturhandlere. Dem kaldte vi lidt ringeagtende for ”kludekræmmerne”. Der var dog lidt forskel i undervisningen på de to grupper.
Jeg gik sammen med folk med noget højere skoleeksamen end den jeg havde fået. Det tænkte jeg i starten var et handicap. Men jeg opdagede hurtigt, at jeg klarede mig lige så godt som dem.
Det var jo helt udelukket, at vi fra familien i Kornerup kunne komme til at gå i skole længere end til syvende klasse. Det var der ikke råd til, det var kun de rige, der havde råd til det. Mine ældre brødre har alle været en tur ”ude at tjene bønder”, dvs. været karl på en gård, en kort periode inden de kom i lære. Det undgik jeg, da jeg kom i lære direkte fra skolen.
 |
I 1958, da jeg var 18 år, var der nogle folk i byen, som syntes vi manglede et fodboldhold. Så de stiftede
Kornerup-Svogerslev Idrætsforening, forkortet til KSI. Jeg mener nu ikke der var ret meget andet end fodbold på programmet. Som nystartet skulle vi starte fra bunden dvs. fra serie 5. Holdet var ret godt, og vi rykkede op allerede efter første sæson. Jeg var med fra starten, på billedet ses jeg som målmand. |
| KSI’s fodboldhold 1958 |
1959 - 1960
Jeg var i lære i fire år, 1954 – 1958 og så var jeg et år som kommis samme sted, inden jeg skulle ind og springe soldat. Jeg var soldat fra maj 1959 til sidst i august 1960. De første 4 måneder som rekrut i Slagelse. Det var 4. regiment, infanteriet, dvs. fodfolket. Kanonføde vil nogen sige, men det var selvfølgelig kun hvis vi kom i krig. Det var der ingen af os der havde i tankerne dengang. Efter de 4 måneder kom jeg på sergentskole på Kronborg. Kasernen lå dog udenfor murene og voldgraven. Der var jeg i 6 måneder, hvorefter jeg kom tilbage til regimentet som menig, jeg blev erklæret uegnet som sergent, så derfor slap jeg med de normale 16 måneders indkaldelse. Sergenter skulle aftjene 2 år. De sidste 6 måneder var jeg i Roskilde. Det var dejligt tæt på hjemmet i Kornerup.
Soldatertiden var en god tid. Der var (er) ingen tvivl om, at vi havde godt af at komme ind og lære, hvordan det var at blive underordnet en kommando. Vi skulle ikke tænke selv, bare adlyde hvad der blev sagt. Det er jo selve krigens væsen. Det nytter ikke noget at man skal til at diskutere det hensigtsmæssige i en given ordre. Der var også ting vi ikke bryd så meget om, men det har vi glemt, næsten.
1960 - 1965
Da jeg var færdig med soldatertiden august 1960, kom jeg til København hos en købmand i Sølvgade, hvor jeg var i 3 måneder. Hvorfor det ikke blev til mere, har jeg glemt.
I vinteren 1961 opstod den ide, at jeg kunne købe en forretning med bolig til. Så kunne vi slå to fluer med et smæk, da jeg ikke havde noget arbejde, og Eivind og (dengang) Lill, ikke havde noget at bo i. Det blev til et ismejeri på Damhus Boulevard i Rødovre, København. Jeg havde formået at spare lidt penge op fra min læretid, utroligt nok. Men jeg boede jo gratis hos forældrene i Kornerup. I hvert fald nok til, at jeg kunne købe forretningen. Det gik nu ikke særlig godt, jeg var ikke moden nok til at stå på egne ben på det tidspunkt. Men jeg lærte selvfølgelig også noget af det, som jeg kunne bruge senere. Jeg var tidligt oppe og køre mælketur på en Long John budcykel. Det var dengang mælkeflaskerne var brune. Der var ikke mange penge i det, eller jeg havde ikke forstand på et drive forretning på det tidspunkt. Der var altid pengemangel, kreditten blev indskrænket, og til sidst kunne jeg ikke købe noget hos leverandørerne uden kontant betaling. Det var ikke særlig sjovt. Og det varede da heller ikke mere end godt et års tid. Så blev skidtet solgt.
Jeg roder lidt rundt i tidspunkterne på den tid, men jeg tror jeg startede som ølkusk (chauffør) på
Carlsberg depotet i Glostrup i foråret 1962. Det var ham der kom med øl til ismejeriet som manglede en makker, og som fik
mig med på vognen. Det var Max, en herlig fyr, som kunne være både sjov og alvorlig. Men det var mest sjov og skæg og
ballade med ham. Vi kedede os aldrig. Men det var hårdt arbejde. Det var dengang der var 50 stk. i en kasse, og hvis det
var øl, vejede den et sted mellem 42 og 43 kg. Disse kasser bar vi på skulderen ind til forretninger og marketenderier, og
de tomme flaske retur. Det var en seks tons lastbil, og den var fyldt når vi kørte ud om morgenen, og vi var næsten altid
hjemme for at hente mere. Det vil sige, at vi bar hver mellem tre og fem tons på skulderen dagligt, plus de tomme flasker
retur.
Min karriere som ølkusk sluttede i 1965, da var der en storstrejke på bryggerierne. Nogen kan sikkert huske det, det var dengang danskerne lærte at drikke udenlandsk øl. Vi på depoterne strejkede ikke, men vi kunne ikke få noget fra bryggeriet at køre med, så det varede ikke mere end tre uger i maj 1965, så blev vi fyret af depotejeren. Underforstået, at vi kunne ansættes igen, når der blev noget at køre med, når bryggeriet gik i gang igen. Men jeg blev lidt mopset over at blive fyret, det havde jeg ikke prøvet før. Så jeg fandt arbejde i én af de butikker vi kom med øl til, nemlig HB (Hovedstadens Brugsforening) afdelingen på Park Alle i Glostrup.
Men i mellemtiden havde jeg fundet en pige og blevet gift med hende i februar 1962. Maj 1963 fik vi det første barn, Pia, og december 1965 kom det andet barn, Bo. Ham gik det ikke så godt, mere herom senere. Vi kom til at bo i Roskilde i første omgang, senere i Lombardigade på Amager. To steder på Lombardigade.
Det var ikke et godt ægteskab, og det holdt også kun i syv år. Igen, jeg var heller ikke moden til det på det tidspunkt. Men det kan man jo ikke se selv, og lytte til andre vil man heller ikke, så det skal jo gå galt.
1965 - 1972
Som nævnt kom jeg tilbage til mit gamle fag i maj 1965 i HB, Park Alle, Glostrup. Jeg måtte starte fra bunden igen, dog havde jeg en fordel frem for de fleste andre: Jeg var udlært i faget! De fleste af de andre var hentet ind ”fra gaden”. Der var jo stor forskel på udlærte og ikke udlærte, men vi fik ikke mere i løn end de andre. Jeg mener jeg startede med kr. 1680 om måneden der i 1965. Men én fordel havde vi udlærte da, vi fik hurtigere mere ansvar. Jeg avancerede til førstemand, dvs. næstkommanderende i butikken efter afdelingslederen (uddeleren) ret hurtigt. Det blev i første omgang i en betjeningsbutik i Valby. Dem var der ellers ikke ret mange af tilbage, de fleste var selvbetjeningsbutikker. Det gjorde mig ikke noget, jeg var jo udlært i sådan én. Men det var en lille butik, og jeg kom videre til en større butik, stadig som førstemand. Det var på Gårdfæstevej på Amager, en sidevej til Kongelundsvejen. Det skete så vidt jeg husker 1. juli 1967. Noget af det første jeg var med til her, var at vi skulle ommærke alle varerne, fordi momsen var blevet indført.
Der var en pige fra Odense ansat i denne butik. Det skulle senere få en enorm betydning for min fremtidige tilværelse. Men det er ikke endnu.
Jeg var her to-tre år, og kom så til en Comus butik På Tårnby Torv, det er en slags Kvickly, men indenfor HB hed det Comus. Jeg var stadig førstemand, men her var der både afdelingsleder og afdelingsleder assistent, så nu var jeg ”kun” nummer tre.
I julen 1968 skete bruddet med min første kone. Vi blev lidt uvenner, og jeg flyttede for mig selv i et værelse på Stenlandsvej på Amager. Samtidig kom den tidligere omtalte pige fra Fyn ind i billedet, ret kraftigt endda. Det resulterede i en graviditet, som gav os vores første barn, Tanya. Jeg blev skilt i november 1969, og gift med Lykke på Odense Rådhus den 29. november 1969. Tanya blev døbt dagen efter i Bolbro Kirke.
Lykke blev mit livs store kærlighed, og er det stadigvæk, her 46 år efter. Selv om jeg måtte være lidt ihærdig for at få hende overtalt, var det alle anstrengelserne værd. Hendes modvilje havde nok noget at gøre med, at jeg stadig var gift.
Vi boede lidt hos hinanden i løbet af 1969, inden vi lejede et rækkehus i Tåstrup. Her boede vi da Tanya blev født. Huset var ikke ret stort, men alligevel måtte vi leje førstesalen ud for at få råd til at bo der. Jeg tror vi gav ca. 1200 kr. om måneden. Vi faldt aldrig rigtigt til i Taastrup, så vi blev ved med at forsøge at finde noget andet at bo i.
På et tidspunkt mens vi boede i Tåstrup, fik vi den kedelige meddelelse, at sønnen Bo, som jo boede hos sin mor, under et ophold i Jylland havde været faldet i vandet, men blev reddet op igen. Desværre havde han ligget så længe i vandet inden de fandt ham, at hans hjerne havde taget skade af iltmangel. Han blev overført til Sundby Hospital, hvor den holdt ham i live ca. 4 år, inden han døde.
Til sidst lykkedes det at finde et andet sted at bo, da der var én, der vidste at en bestemt advokat havde en lejlighed til udleje. Det var på Brigadevej på Amager, på tredje sal i en saneringsmoden ejendom. Der var ingen varmekilder i lejligheden, så vi fik lov til at sætte en petroleumsovn ind. Men den var uden aftræk til skorsten, så det var med at få noget frisk luft ind. Det var der til gengæld en del af, da der var temmelig utæt. Det regnede også ind, så vi måtte somme tider sætte en balje under. Og petroleummet opbevarede vi i et pulterrum ude på trappegangen. Temmelig brandfarligt, men det gik jo godt. Toilettet var i gården, dog med vandskyl. Trods de ringe forhold, fandt vi os bedre tilrette her end i Taastrup. Det var ellers ikke så få steder vi var rundt og kigge på, også kolonihavehuse på Vestamager, nogle godkendt til helårsbeboelse, andre ikke. Det strandede som regel på pengemangel.
Men i det lange løb gik det jo ikke på den måde, og så med et lille barn. Lykke havde i flere år været medlem af flere boligforeninger i Odense, så hun havde et ret lavt nummer. Derfor besluttede vi at flytte til Odense. Det var i 1971, i første omgang i Sct Hansgade 12, i en lillebitte lejlighed på 28 m². i huset som Lykkes farmor ejede. Lykkes far og mor boede der også, så der boede vi 4 generationer under samme tag. Men det var kun knap et år, så var vi berettiget til en lejlighed i boligforeningen Højstrup. Så vi flyttede ind i Frodesvej 9 og boede der et par år, inden vi fik en større lejlighed på Skjoldsvej 28, lige i nærheden. På Frodesvej 9 kom vores anden datter Christina til verden.
Med hensyn til arbejde, så opgav jeg karrieren i HB, og startede fra neden igen, som lagerarbejder på FDB’s centrallager. Det var noget med at køre rundt med en lille truck med 2 rullepaller på, og samle varer sammen til de fynske brugser. Ret tungt arbejde.
S
Det med at opgive karrieren i HB var ikke så galt som det lyder. Vi fandt ud af, at det at være afdelingsleder var et stresset job. Der var adskillige der simpelt hen døde i omkring 50-års alderen. Så derfor blev vi enige om at det ikke var noget afsavn. Det var ellers noget, vi begge indenfor få år kunne have haft indenfor rækkevidde.
1972 - 1977
Arbejdet på FDB lageret stod på ca. 3 års tid. Det var selvfølgelig ikke noget at bygge videre på. Men jeg havde nu en god tid der. Det var ikke et arbejde der krævede den store hjernekapacitet, bare køre op og ned mellem hylderne og læsse på. Men ind imellem kan det godt have sin berettigelse, og nogen skal jo gøre det.
Jeg startede i 1973 på en merkonom uddannelse i regnskabsvæsen, på Tietgenskolen i Odense. Det var aftenkursus i virksomhedsøkonomi, organisation, personaleledelse, databehandling, intern- og ekstern regnskabsvæsen. Det var på aftenskolen en tre årig teoretisk uddannelse, og jeg afsluttede den i 1976 med bestået resultat. Jeg gennemførte i 1979 en overbygning på denne uddannelse i Økonomisk styring/budgettering.
I efteråret 1973 kom jeg til et firma som havde nogle salgsvogne der kørte rundt til butikker og solgte chokolade og andre søde sager. Jeg fik en lastbil at køre i, og skulle opsøge et marked i - Sydjylland, som firmaet ikke havde besøgt før. Der holdt jeg i tre måneder, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne/ville opfylde firmaets krav om omsætning, og øvrige, efter min opfattelse, urimelige arbejdstids krav. Det var under den berømmelige oliekrise, med bilfrie søndage osv.
Dette var anden periode med arbejdsløshed, tre uger i december ’73. Jeg gik så på arbejdsformidlingen i Odense, og spurgte om de havde et job til mig. Manden jeg talte med forhørte sig om hvad jeg kunne, og fandt en forespørgsel frem fra skuffen, som han mente kunne passe på mig. Det viste sig at være et foto importfirma i Seden, som jeg tog ud og talte med, og fik også jobbet, og skulle starte 2. januar 1974. Jeg tror vi blev enige om 3200.- pr. måned i de første tre måneders tid som prøvetid. Det var et mini familiefirma, bestående af indehaveren, Jørgen Foss og hans hustru, som hed Gerda Foss. Og så en deltids kontordame og mig. Arbejdet bestod af at pakke varer til forsendelse, og ellers holde orden på lageret, samt forefaldende arbejde, som at holde haven og den slags. Igen meget let arbejde, og vi havde ikke samme opfattelse af at have travlt. Hvis Foss’ erne syntes vi havde travlt, så kunne jeg klare det på en halv dag eller så. Mange gange skulle jeg ligefrem gå og lede efter noget at tage mig til. Firmaet havde en Kadet stationcar som varevogn, og den kunne jeg bruge til at køre frem og tilbage på arbejde i, og til andet også. Håber ikke skattevæsnet finder ud af det med tilbagevirkende kraft.
| Men Jørgen Foss gik og pønsede på et generationsskifte. De havde en datter, men hun var i landbruget, og ikke interesseret. Fra 1977 ansatte de en mand mere, som de havde håndplukket i en fotohandel i Odense. Det var Ole Thrane, og han skulle rundt i landet og sælge de varer vi havde, mens jeg skulle passe hjemmefronten. |  |
| Strandvejen 6, Seden,hvor jeg tilbragte arbejdslivet i årene 1974 - 1995 |
1978 - 1995
Fra 1978 fik vi lavet et nyt anpartsselskab med en tredjedel ejerskab til hver. Så voksede firmaet i de følgende år, og vi fik en sælger til at passe Sjælland og København. Et par mand mere på lageret fik vi også. Men efterhånden måtte vi tilpasse os, og der blev indskrænket igen, for at få udgifter og indtægter til at hænge sammen.
Jørgen Foss gik på pension i 1985, og så var vi kun to ejere af anparterne, med 50 % til hver. Det er ikke nogen god fordeling, skal jeg hilse og sige. Jo, mens man er enige om hvordan sagerne skal køre er det fint nok. Men når man ikke er enige om strategier og måder, så kommer problemerne, for hvem skal bestemme?
Det gik indtil 1995. Så solgte vi aktiverne til en konkurrent/kollega. Vi var så heldige, at han selv kom og spurgte om vi ville sælge. Og det var på et passende tidspunkt kan man sige. Det var en agenturvirksomhed, dvs. vi havde aftaler med de udenlandske leverandører vi repræsenterede om eneret for Danmark. Men det gik efterhånden sådan, at der var nogle der fandt ud af at parallelimportere vore varer, uden at vi kunne gøre noget ved det. Og sammen med det faktum, at vi ikke var enige om hvordan firmaet skulle drives, gjorde at vi solgte butikken. Det var meningen, at alle ansatte, inclusive ejerne, skulle fortsætte i det nye firma.
Det holdt jeg kun til et halvt år, så blev det for broget for mig, og jeg sagde op. Uden at have noget andet arbejde. Jeg var på det tidspunkt blevet 55 år. Så måtte jeg på arbejdsformidlingen igen. Men nu havde tingene ændret sig på arbejdsformidlingen, så nu var de kun interesseret i at finde ud af hvad jeg skulle på kursus i, og det var ikke så nemt at finde arbejde i min alder osv. Jeg sagde til dem, at det kunne være lige meget med deres kurser, hvis de bare fandt et job til mig, som det jo skulle være deres arbejde at gøre. Efter meget pres fra min side, fandt de et vikarjob på kontoret på jernstøberiet Tasso. Jeg skulle afløse en pige, der skulle på barselsorlov. Det var i starten kun sat til nogle måneders varighed. Men så viste det sig, at hun efter barsel også skulle have forældreorlov. Så jeg blev hængende så længe, at de fandt ud af, at jeg lavede arbejdet bedre end hun havde gjort, så hun kom aldrig tilbage igen. Her nåede jeg også at blive fyret på grund af nedskæringer, men blev genansat igen inden jeg nåede at holde op. Så i alt var jeg der i ti år, inden jeg selv sagde op som 65-årig, da jeg kunne få folkepension.
1995 - 2015
Men det var kun en deltidsstilling helt fra starten. Så i 1995, som 55 årig, tog jeg et kursus som massør, og jeg kunne supplere indtægterne fra kontorjobbet. Det blev aldrig det helt store indbringende job, men lidt gav det da.
Nu må jeg så også fortælle om boligsituationen. Efter, som ovenfor beskrevet, lejligheden på Skjoldsvej 28, købte vi i 1977 et rækkehus på 100 m² på Fuglebakken 214, Odense NV. Det gav vi 380.000 kr. for, med lån til udbetalingen - i hvert fald delvis. Vi havde siden vi flyttede på Skjoldsvej anskaffet os en kolonihave, og bygget et lille hus på den, som siden blev udvidet. Haven solgte vi for en beskeden sum, jeg tror vi fik et sted mellem 5 og 10.000 kr. for den, som indgik i huskøbet. Det var et dejligt sted, men det var lidt hårdt pengemæssigt. Men det var dengang der var inflation, så det blev overkommeligt efter nogle år, så vi kunne bygge 30 kvm til. Så i 1996 solgte vi Fuglebakken 214 og købte et andet hus på Spangsvej 79, Odense NV. Årsagen var, et vi kunne have hver sit klinikrum her, det var ikke så nemt på Fuglebakken. Lykke havde nogle år forinden taget en zoneterapiuddannelse, så nu kunne vi have hver sit rum, Lykke som zoneterapeut, jeg som massør.
Da jeg gik på folkepension i 2005, fortsatte jeg ca. 5 år med massagen, indtil sygdom stoppede det.
I år 2010 blev jeg ramt af en kræftsygdom. Jeg skrantede det meste af året. Der gik fra januar til september, før sygehuset fandt ud af, hvad der var galt, og jeg fik bortopereret ca. 40 cm. af tyndtarmen, for det var der kræftknuden sad. Et meget usædvanligt sted, fik jeg at vide, derfor undersøgte de alt muligt andet, før de nåede til tyndtarmen. Operationen var i september 2010, og så fik jeg seks gange kemoterapi, sidste gang januar 2011. Jeg har siden gået til kontrol på OUH, i starten hver 3. måned, efter et par år hvert halve år. Jævnlige scanninger har heldigvis vist, at kemo'en havde fået ram på alle kræftceller, så det er jo bare dejligt.
I februar 2013 solgte vi huset på Spangsvej, og købte en andelsbolig på Villestoftehaven 169, stadig i Odense NV. Her bor vi så i et hus på 85 m². Det er lidt under det halve antal kvadratmeter vi havde på Spangsvej. Det var besværligt at få sorteret og smidt ud, men da det først var overstået, bor vi fint her. Og flytningen fik vi god hjælp til af familien.
Det var historien om mig, i nogenlunde kronologisk orden. Det er første udgave, det kan ikke udelukkes, at der kommer flere udgaver, efterhånden som jeg kommer i tanker om noget der skal med.
Herefter kommer så nærmere forklaringer på forskellige forhold:
FRITIDSINTERESSER
Som beskrevet ovenfor, begyndte jeg at spille fodbold som 18-årig. Det forsatte jeg med i forskellige klubber, efter hvor vi boede. Efter at vi flyttede til Fyn, var jeg med på et firmafodbold hold. Her gik det galt en forårsdag i april 1976. I den første kamp, 5 minutter efter vi var startet, var der en modspiller der trådte på mit højre ben, så begge knogler lige over ankelen brækkede, og ledbåndene tog skade. Så måtte jeg have benet i gips et par måneder.
Efter den tid var der ikke mere fodbold for mit vedkommende. Jeg begyndte at løbetræne efter et par år. I 1982 begyndte jeg at løbe orienteringsløb i Odense Orienteringsklub. Jeg er så heldig at have et par svogre, som var involveret i orienteringsløb, og de kunne, efter min svigermors udsagn, ikke snakke om andet end orienteringsløb. Det var klart, at der måtte være noget i det, så vi startede i klubben alle fire, men det blev efterhånden mest mig. God til orienteringsløb blev jeg aldrig. Men jeg blev efterhånden involveret i klubbens organisation, medlem af bestyrelsen, og den der arrangerede klubbens åbne løb, indtil ca. 2005, hvor andre tog over. Så kom jeg til at stå for vores klubhus med forskellige gøremål, og samtidig kom jeg ind på vores ”onsdagshold”, en klub i klubben, bestående af 10 – 15 gamle medlemmer / pensionister. Vi mødes hver anden onsdag formiddag, og laver forskelligt vedligeholdelse af/ved klubhuset, samt, det vigtigste, drikker kaffe og ordner verdenssituationen.
En anden ”klub i klubben” er Fyns Skovkarleklub, som kun er for mandlige, fynske orienteringsløbere, som har gjort sig positivt bemærket på én eller anden måde. Jeg blev opfordret til at blive medlem, og kom ind i klubben i 1991. Der har jeg lige overstået en periode på fire år som klubbens ”talsmand” dvs. formand. Vi har en regel om, at man kun kan vælges for to år, men kan genvælges for én periode, og så ikke mere.
RELIGION
Religion er noget bras. Tænk på, hvor meget elendighed der er forekommet i løbet af tiderne på grund af, at menneskene har følt sig foranlediget til at at slå andre mennesker ihjel, fordi disse andre tror på andre guder end de selv. Selvfølgelig er vi blevet klogere i vores del af verden, men det bortforklarer ikke, at der stadig findes mennesker og religioner rundt om i verden, hvor det anses for en pligt at dræbe anderledes tænkende. De ekstreme Islamister er vel de værste, og i hvert fald de mest udbredte. Jeg ved godt der findes moderate muslimer, men stadig er der mange der går ind for Sharia-lovgivningen. Sharia er en lovreligion, hvor sharia af tilhængerne anses for at stå over de nationalt vedtagne love og regler.
Hvis en overordnet ”Gud” eller hvad det nu er eksisterede, hvordan kan denne så tillade alt det rod og ballade, for eksempel terrorisme, der findes? Hvor er tolerance og medmenneskelighed henne i dette? Nu kan jeg høre nogen sige, at ”Guds veje er uransagelige”. Mage til sludder og vrøvl. Det er kun en bortforklaring, der tjener til at sløre, at disse mennesker ikke har nogen forklaring.
Nogen siger, at man skal have noget at tro på. Det kan godt være, men jeg ser ingen grund til at det skulle være en bestemt religion. Det kan vel lige så godt være én selv, familie og/eller omgangskreds. Der skal man også være kritisk, og ikke tro på hvad som helst.
Dette er min mening. Folk må for min skyld tro på hvad de vil. Men de skal beholde det for sig selv, og lade være med at genere andre med det.
POLITIK
For jer, der kender mig, er det nok ikke nogen hemmelighed, at jeg tilhører ”blå stue”. Men da jeg var yngre, i hvert fald før 30 års alderen, stemte jeg rødt. Dog aldrig socialdemokratisk, det kunne jeg aldrig finde på. Men SF fik min stemme i flere omgange, og i 1972 stemte jeg nej til at blive indlemmet i EF. Vi kom ind alligevel, og siden er jeg gået ind for EU. Vi kan jo ikke ryge ud og ind hele tiden. Og vi kan bedre klare os indenfor, end hvis vi står udenfor.
Efterhånden fandt jeg ud af, at den socialiste tanke nok er smuk, men komplet urealistisk, så længe mennesker er indrettet sådan som de er. Ifølge Georges Orwell's ”Napoleon”, så er alle mennesker lige, men der er nogen der er mere lige end andre. Og jeg mener, at sådan vil det altid være, eller i alt fald så længe vi / vores børn / børnebørn / oldebørn kan tygge smør. Og så kan man lige så godt tage konsekvensen af det. Det er jo heller ikke sådan, at de stygge kapitalister ikke ejer menneskelige egenskaber. Der er ekstremister, men det er der på begge sider.
Så jeg gik over til Venstre, indtil fjolset Lars Løkke kom til. Nej, fjols er han nok ikke, men han savner dømmekraft i uhyggelig grad. Når visse mennesker får magt, tror de, at de kan gøre hvad de vil. Alle hans ”sager”, først bilagssagen fra hans tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt. Så GGGI rejsecirkusset, så tøjsagen, som egentlig var en intern venstre sag, hvis det ikke var for alle de andre sager. Og så videre. Det var udelukkende hans ”fortjeneste” at Venstre tabte 11 mandater ved sidste valg (juni 2015). Så dannede han regering alligevel, fordi der ikke var andre der ville. Man kan vel også sige, at han har pligt til at rette op på alle de ulykker han har lavet.
Så var der Carl Holst, også venstremand, og vi havde en sag her fra byen, som heller ikke var helt fin i kanten efter min mening.
Så ved de sidste valg er jeg gået over til liste C, de trænger også til lidt støtte.
FERIER
Vi holder normalt sommerferie i vores campingvogn. Gerne sydpå, men vi har enkelte gange været i Sverige, sidste gang i 2010. Det var heldigvis også varmt det år. Vi har været en del i det gamle øst europa, siden muren ophørte med at eksistere. Vi startede i 1990, og har jævnligt været der lige siden. Frankrig har også vores store interesse, og Tyskland kan man jo ikke undgå, fx er der dejligt i Harzen og ved Mosel. I 2014 tog vi den store tur til Portugal, det brugte vi omkring seks uger til. Det kan man jo gøre, når vi ikke går på arbejde. Vi tænkte, at det skulle være inden vi blev alt for gamle. Man ved jo aldrig hvornår det er slut med at køre med campingvogn.
Vi har haft campingvogn siden 1999. Fra 1989 kørte vi rundt i ombyggede varebiler. Endnu før var det telte.
Vi købte en brugt campingvogn i 1999. i 2004 købte vi den første nye vogn, endnu en ny i 2008, og igen i år (2015). Der er en vis fornøjelse i at flytte ind i en vogn som andre ikke har haft før os. Men det er selvfølgelig noget dyrere.
I forbindelse med vores sølvbryllup i 1994, tog vi første gang på charterferie. Turen gik til Tenerife, og efter det blev vi enige om, at det var noget vi kunne bruge hvert år, at få ladet batterierne op i den mørke tid i november. Det er dog ikke blevet til hvert år, men en del gange har vi da været på Canarieøerne, og også Madeira.
ODENSE
Som det fremgår af beretningen, flyttede vi til Odense i 1972. Det var boligsituationen der gjorde udslaget dengang. Så jeg har boet meget længere her i byen end Sjælland / København.
Odense er en by på snart 200.000 indbyggere, landets tredjestørste. Men selv om det er en stor by, har den alligevel en slags præg af en stor landsby. Det kan skyldes, at der er meget lav bebyggelse. Det har byen nu tænkt sig at ændre på, ved at bygge mere i højden, og tættere på bymidten. For selve bymidten er der nu sat en transformation i gang, som skal ændre byen ”fra stor dansk by, til dansk storby” som de kalder det.
Og der bygges en letbane (sporvogn) på 14 kilometer, fra vores ende af byen som er Odense NV og til den sydlige ende af byen, med universitet, nyt supersygehus, forskerpark og meget andet. Det bliver en bydel, hvor 60.000 mennesker kommer til at have sin daglige gang.
Bymidten har siden sidst i 1960' erne været skæmmet af en 4-sporet motorgade, som gik nord-syd midt igennem H.C. Andersen kvarteret, som derved blev delvist ødelagt. Denne gade er nu blevet lukket!! Der var en masse protester over dette, for der kørte 24.000 biler på denne gade dagligt. Og de skulle så finde andre veje at køre på. En masse mennesker troede der ville blive trafikkaos. Det kunne man måske også tro, men de omkringliggende veje og lyssignaler blev ændret inden, så da gaden blev lukket i sommeren 2014, var der problemer, men slet ikke i det omfang skeptikerne spåede. Så dommedagsprofeterne fik ikke ret.
Der hvor gaden tidligere lå, bygges der nu på livet løs, parkeringshuse/kældre, nyt musik- teater- og konferencehus, nye kontor og bolig faciliteter, og letbanen kommer også til at køre herigennem.
Indtil 2020, hvor letbanen er færdig, vil der være en masse opgravninger rundt omkring i byen. Forsyningsrør skal flyttes, da det ikke kan gøres når først sporene er lagt. Det giver jo en masse ulejlighed for trafikken. Men det skal være galt, før det bliver godt. Så mener nogen, at det ikke bliver godt, men nu er det sat i gang, og lader sig ikke stoppe. Jeg tror det bliver super godt for byen, og vil være med til at tiltrække nye beboere. Og dermed forøge skattegrundlaget, og dermed være med til at finansiere tingene.
Kulturmæssigt har vi en hel del at vælge imellem, og det kommer mere til efterhånden. Det bliver jo ikke som København, der er så mange ting, at det ikke er muligt at konkurrere. Men mindre kan også gøre det.
Så alt i alt er jeg tilfreds med at bo i Odense.