Familien Jensen

Slægten efter Jens Frederik og Laura Kirstine

En Historie

 Om vores forældres Slægt

 Af Svend Aage Jensen

 (Rettet version februar 2009.)

Vore forældre:
Jens Frederik Jensen og Laura Kirstine Jensen, født Hansen,
Niels Frederiksens vej 22, Kornerup
4000 Roskilde.

Der er lavet en slægtsbog for fars forfædre, dvs. det er mest vores farmor, Mine Dorthea Nielsen’s slægt bagud denne bog indeholder. Disse data har jeg medtaget i anetavlen(ikke færdig endnu), altså afskrevet direkte fra slægtsbogens anetavle. Jeg har intentioner om, når den tid kommer, at søge tilbage på vores farfars slægt.

Jeg har i min søgen indtil videre koncentreret mig om baggrunden for vores mors forfædre, særlig Tækkemand Poul Hansen og hustru Bodil Kirstine Larsen (Larsdatter), deres forældre og deres efterkommere.
Data for disse har jeg mest fundet ved søgning på nettet i kirkebøger og folketællinger, plus hjælp undervejs fra mine søskende.
Det er et tidskrævende, men interessant arbejde, og jeg mangler også meget at finde ud af endnu. Visse oplysninger kan ikke findes på nettet, så der må man fysisk bevæge sig til landsarkiverne, i dette tilfælde til København. Det der findes på nettet er affotograferinger af fx kirkebøger og folketællinger, og det er ikke alt der endnu er tilgængeligt. Der går et vist antal år fra en begivenhed, til det må offentliggøres, for visse personfølsomme oplysninger helt op til 75 år.
Der kan også forekomme tilfælde, hvor materialet er bortkommet, fx ved ildebrand.

Indtil videre er det længste jeg har været tilbage i historien Tækkemand Poul Hansens forældre, vores tipoldeforældre, som er:
Gårdmand Hans Pedersen, født 1809 i Skenkelse, Jørlunde sogn.
Gift med Johanne Andersdatter, født 1808 i Udleire, som i dag er en del af Ølstykke.
Ifølge en folketælling fra 1845, boede de på det tidspunkt på en gård i Skenkelse by, Jørlunde sogn.
Skenkelse ligger kun 4-5 km. fra Udleire og Ølstykke, så de har ikke været langt væk for at finde hinanden. Men de er alligevel fra hvert sit sogn, da Skenkelse dengang lå i Jørlunde sogn.
Stavemåderne dengang var Skjenkelsøe og Hjørlunde.  

De har 5 børn i 1845, nemlig Kirsten Hansdatter, 12 år, Peder Hansen, 9 år, Bodil Hansdatter, 8 år, Karen Hansdatter, 4 år, Poul Hansen, 2 år.
I 1860 bor de stadig på gården i Skenkelse, stadig med 5 børn, men nu er den ældste, Kirsten Hansdatters barn på 3 år også med i husstanden – nåda. Datteren hed Caroline Christine Christensen, så vi kan jo gætte på, at faderen hed Christen.

 

Ovennævnte Poul Hansen er vores oldefar, født 3.maj 1843, konfirmeret 1857.

Han blev gift den 31. maj 1867 i Ølstykke Kirke med
Bodil Kirstine Larsdatter, født 13. april 1843 i Udlejre/Ølstykke, konfirmeret 19. april 1857 i Ølstykke Kirke.
Hendes forældre var Lars Andersen født 1811 i Søsum?(svært at læse) og Maren Andersdatter, født 1816 i Jørlunde.

Poul og Bodil har i begyndelsen af ægteskabet boet i Ølstykke, hvor deres første barn, Anders Peter Hansen er født den 14. februar 1868.
Herefter er de flyttet til Sengeløse sogn, hvor deres næste 4 børn er født, Karen Marie Hansen 1870, Johanne Kirstine Hansen 1871, Hans Hansen 1874 og Lars Hansen 1876.

Hvornår han er blevet tækkemand har jeg ikke fundet ud af, men mon ikke det er mens de har boet i Sengeløse.
De har boet på en lokalitet i Sengeløse som hedder Tostholm. På fæstebrevet på deres hus i Svogerslev, står der ”Poul Hansen af Tostholm”, antagelig er det herfra det stammer.

I 1876 flyttede de til Svogerslev. Fæstebrev/lejekontrakt på huset er dateret 2.september, udlejet fra Ledreborg Slot.
Året efter blev vores mormor Bodil Kirstine Hansen født, den 19. september 1877 i Svogerslev.Bodil Kirstine Hansen - Født
Der kom yderligere 2 børn til, Kirsten Marie Hansen født 14. august 1880, og Thora Karoline Hansen, født 11. februar 1883.

Bodil Kirstine Hansen er i en folketælling fra 1890 opført som tjenestepige i en husstand i Ølstykke, så mormor har været tidligt ude at tjene.

Hun er kommet tilbage til Roskilde på et tidspunkt, da hun jo i år 1900 var så uheldig at blive gravid med vores mor. Uheldigt for hende, men yderst heldigt for den senere slægt - altså os - som jo ellers ikke var blevet til noget.
Mor blev født på ”Roskilde Byens Sygehus” 27. april 1901 af ”Ugift Bodil Kirstine Hansen (23 år) i Roskilde” Det anførte i gåseøjne er afskrift fra kirkebogen.
Det var murersvend Peter Christian Larsen - født 20. februar 1874 i Osted - som blev vores morfar. Han er i hvert fald blevet ”udlagt” som barnefader, så han har nok måttet betale alimentationbidrag (børnepenge) i nogle år. Peter Larsen var som murer med til at bygge skolen i Svogerslev, indviet 1901, senere kom den til at hedde Sct.Andreasskolen.
Laura-Kirstine-Hansen - Født

(Følgende afsnit i kursiv er rettet februar 2009.)
Mormor var ikke i noget fast forhold på tidspunktet for fødslen, og vist heller ikke så meget senere.
Dog var der til sidst en vis Mikkelsen som hun boede sammen med, Bent er sikker på det var i Randersgade på Østerbro i København. Tante Karen - siger Bent - boede i Guldbergsgade, måske nr. 43. Jeg har ikke fundet noget i annalerne om det. De seneste folketællinger der er tilgængelige på nettet, dækker 1916 og 1925, og der kan jeg ikke finde noget på nogen af dem.
Jeg troede tidligere, at det var vores mormor der boede i Guldbergsgade.

Der er forskellige versioner af mormors gøren og laden, men mon ikke vi kan sige, at hun var det vi i dag kalder løs på tråden. Hun fik 2 børn mere, Moster Dora og moster Lily. Det var kun halvmostre, eftersom de var mors halvsøstre. De tre børn havde hver sin far.
Mormor var en dygtig linnedsyerske, hun syede dåbskjolen til Niels, og Mie har den endnu.
Til vores forældres sølvbryllup i 1948 havde mor syet (eller omsyet) et par korte bukser til mig,
Men dem var mormor ikke tilfreds med, så hun nåede at tilrette dem efter hendes smag.
Jeg mener ikke vores mor var særlig ferm til at sy tøj, men økonomien gjorde det til en nødvendighed. 
Vores mors opdragelse blev overladt til hendes bedsteforældre, Poul Hansen og Bodil Kirstine Larsen.
De boede i det ovenfor omtalte hus i Svogerslev, men den historie har mor skrevet om i sine erindringer.
En stor del af denne historie er optrykt i bogen ”Husmandskonerne Fortæller” redigeret af Marianne Zenius, udgivet på Gads Forlag i 1988.
(Version Februar 2009.)

(Følgende afsnit i kursiv er fra januar 2018 af Lars Wretlind.)
Jeg har fundet nogle af Bodil Kirstine Hansen's spor i København. Det viser sig at hun i 1899 flyttede til Gl. Kongevej 29 i København fra Frederiksund og året efter til Roskilde. D. 2/7-1901 flyttede hun tilbage til Dronningensgade 10 i København og boede indtil 1903 hos forskellige familier, hvor hun var tjenestepige. Fra 1903 til 1906 har hun haft egen lejlighed i Fiskergade og senere Saxogade, nu som syerske. Efter 1907 har hun boet sammen med Louis Julius Mikkelsen (født d. 03/09-1878 i København) som hustru og hedder nu Bodil Christine Mikkelsen, de blev gift d. 28. marts 1910 i Vor Frue kirke. Fra 1909 og frem til i hvertfald 1923 boede de i Teglgårdsstrædet 11. Efter 1930 har jeg ikke fulgt hende da Politiets Registerblade ikke går længere frem.
D. 14/7-1902 får hun endnu en datter, Dora og igen d. 28/10-1905, Lilly Petrea. De hedder som 10'årige begge Mikkelsen
til efternavn.Bodil Kirstine Hansenb - Politiets Registerblad

Næste afsnit handler om mors moster Thora. Det kommer ikke så meget vores familie ved, sådan i direkte linie, men er alligevel interessant derved, at hun blev boende i Svogerslev og derved kom vores mor til gavn, da mor kom en del hos hende. De boede tæt på mors bedsteforældre. Senere flyttede Thora og mand og børn til Kongemarken og derefter til Kattinge, hvor hendes efterkommere stadig bor. Lise har været i Kattinge og besøgt dem.

Thora Karoline Hansen, yngste barn i Poul Tækkemand og Bodils flok på otte, blev født 11. februar 1883 i Svogerslev, døbt 10. juni 1883, konfirmeret 25. april 1897, Præsten har noteret i kirkebogen: ”Meget gode kundskaber, meget god opførsel”.

Hun blev gift i Svogerslev Kirke den 16. november 1901 med tjenestekarl Niels Pedersen fra Kirke Saaby.

De fik 4 børn, Poul Kristian Pedersen 1903, Ernst Thorvald Pedersen 1904, Astrid Marie Pedersen 1908, og en efternøler Magna Bodil Pedersen 1921.

Nr. 2 - Ernst Thorvald - blev gift med Karen Kirstine Hansen, født 13.2.06 i Kattinge. De fik i hvert fald én søn, Jørgen Ingemann Pedersen, født 30.5.1930, og senere gift med Lissie, også født 1930. Thora og Niels stod faddere ved Jørgens dåb i 1930. På det tidspunkt boede de i Gevninge, Niels var Parcellist (jordbruger) ifølge folketælling fra 1925.

Ovenstående Jørgen I. Petersen har Lise været i Kattinge og talt med. Han bor Kattinge Bygade 24B.

Ét af hans 5 børn, Henrik Ingemann Petersen driver i dag slægtsgården, som hedder Lønbjerggård, og ligger Kattinge Bygade 24A.
Ifølge nettet beskæftiger virksomheden sig med ”Dyrkning af korn (undt. Ris) bælgfr. og olie, frø”. 

Nr. 3 – Astrid Marie – blev gift med Poul Rønne Petersen, og blev således til Marie Rønne, de boede i Kornerup, lige overfor kirken, og Poul drev vognmandsforretning.

Så er den gren af familien fulgt nogenlunde til dørs. Der er selvfølgelig flere løse ender og flere personer, så måske kommer der mere på senere.

Under søgning i kirkebogen fra Svogerslev fra omkring år 1900, stødte jeg på en lidt tragisk oplysning.
Poul Tækkemand og Bodils søn, Lars Hansen, født i Sengeløse 29.03.1876, døde den 1. januar 1892 i en alder af 15 år. han blev begravet i Svogerslev 8. januar. Han var tjenestedreng i Ny Glim. Præstens anmærkning i kirkebogen lyder: ”Hængning, mulig ufrivillig”.
Det bliver spændende at se hvad fx retsprotokollerne siger om den sag. Det kan jeg ikke se på nettet, så det må vente til jeg kommer til Landsarkivet i København.