Erindringer fra Kornerup
Familieportræt fra 1937, Lise og Svend Aage var der
ikke tænkt på.
Eivind fortæller: Vores barndomshjem var et statshusmandsbrug, udstykket fra Kornerupgård omkring 1925.
Selve huset blev bygget i 1928-29, dengang var der stråtag på huset, vistnok fordi det var billigere og, vi havde jo selv tækkerør på ejendommen, og i alle fald lige i nærheden, hele søen var jo omgivet af områder med tækkerør.
Det var den mindste størrelse husmandsbrug, som man kunne leve af, det var på ca.12 tdr. land (eller knapt 6ha), hvoraf en del var vådområder. Som eksistensgrundlag var det noget i underkanten, men det havde en utrolig flot beliggenhed.
Vores barndom blev præget af mange faktorer. På grund af ovennævnte, en meget stram økonomi, og ikke mindst 2. verdenskrig.
I den positive ende må jeg nævne en dejlig homogen familie, styret hovedsagelig af vores mor, men støttet godt af far, derudover havde vi jo alle tiders legeplads i Svogerslev Sø og omgivelserne omkring den.
Dengang kunne man handle på bog dvs. man betalte ikke, når man købte ting og sager, men det blev skrevet i den sorte bog, det medførte jo, at der skulle afregnes en gang imellem, og det var ikke nemt når man ikke havde noget at betale med. Landbrug dengang som nu, var lidt af et lotterispil og når midlerne er små, kommer uheld til at virke meget meget uoverskuelige, når et dyr døde, f.eks. en ko, var det en økonomisk katastrofe, omvendt kunne en god høst rette op på meget.
For at holde
sammen på økonomien var far nødt til at arbejde udenfor landbruget, han
havde bl.a. andet et job med at køre brænde hjem fra skoven til
arbejderfamilierne i både Kornerup og Svogerslev. Der var jo ingen biler
og dem der var, blev brugt af værnemagten som tyskerne kaldte sig. Jeg
tror at man betalte 10 kr. for at få kørt et læs brænde hjem, det tog en
hel dag med hestevogn og en mand, men alle bidrag til vores økonomi var
nødvendige. Det var også i mine første drengeår at Københavns
vandforsyning byggede pumpestation i Lejre, som lå 6-
En lille krølle på historien i forbindelse med vandværket: Senere da jeg kom ud at tjene på en bondegård, kom jeg på en gård som lå lige overfor vandværket, der havde vi adgang til at bade, de store pumpemaskiner producerede jo masser af varme, og vandet var jo i sagens natur, heller ikke noget problem, det var første gang jeg stiftede bekendtskab med et brusebad, da var jeg knapt 15 år gammel.
Vi drenge var sommetider med på turene i skoven, når skolen ikke kaldte, den skulde i første række passes.
Det var vel også nødvendigt at få så meget lærdom som muligt i de 7 år man havde at gå i skole, der var aldrig tale om at gå yderligere i skole, hvilket nok kan undre, når man kendte mors glæde ved at læse og lære, men det har givetvis været økonomien, som satte grænser der også.
Det var kun de mere velstående, som kom på latinskolen i Roskilde, og fik realeksamen og evt. studentereksamen.
Jeg tror egentlig ikke at far var særlig interesseret i landbrug det var bare noget man blev, fordi det var man i familien, hans far og alle hans brødre var også landmænd, og klarede sig vistnok udmærket.
Vi blev efterhånden 7 søskende, mor fødte 8 børn, men nr. 5 i rækken døde, 3 mdr. gammel, vistnok af sødmælksforgiftning, jeg blev født året efter, og min storesøster har fortalt mig, at jeg blev flasket op på kærnemælk, på grund af det tragiske dødsfald. Den store børneflok, sammen med andre forskellige forhold, belastede selvfølgelig vores økonomi temmelig meget.
I 30’erne var der f.eks. landbrugskrise, samtidig med at verdensøkonomien var i bund. Man indførte begrænsninger i svineproduktionen, i 1933 indførte man svinekort, fordi England satte grænser for importen bl.a., fra Danmark. Det var en ordning som vistnok blev lavet på den måde, at man måtte producere svin i forhold til det antal man havde leveret året før, så opererede man med 2 priser, en som omfattede det antal som svinekortet tillod, og en meget lavere for det overskydende antal. Ordningen stoppede 1940. Men vi var uheldige med, at vi ikke havde leveret så meget, som vi ellers plejede i tiden op til ordningens start, så det gik også ud over indtægterne.
Det har været en lang og trættende kamp for at få økonomien til at hænge sammen, men jeg skal huske at sige, at vi aldrig gik sultne i seng, der har måske været tidspunkter, hvor det var tæt på, men så var det mest vor egen skyld. Der var en gang at kartoflerne slap op ret tidligt på sæsonen, men der var til gengæld masser af gulerødder, det var ikke småting, der blev fundet på hvor, gulerødder indgik som hovedingrediens. Det endte med en pudsighed, naboen avlede kartofler til salg, som nye kartofler, da han begyndte at grave de nye kartofler op, blev der jo nogle bitte små kartofler, som ikke kunne sælges, dem syntes han at vi skulle have, det blev et festmåltid, som ville noget, lillebror(Svend Aage) spiste ikke mindre end 106 af de små kartofler.
De 3 hårde vintre 1940-41-42, er vel noget af det første jeg husker i en længere sammenhæng, det var bidende koldt, ned til 31 minusgrader, og der var masser af sne, som føg sammen i store driver.
De største jeg husker nåede op til toppen af naboens
mirabelhæk som var 4-
De største snedriver måtte man kaste på lad, dvs. man kastede sneen op i 2 omgange eller i 2 etager, man prøvede også at konstruere en sneplov, som hestene kunne trække, det gik også rimeligt godt, der hvor sneen ikke var for voldsom.
Statshusmandsrækken, som vores vej blev kaldt, bestod oprindelig af 12 husmandsbrug, men det ene blev nedlagt, da man skulle bygge den nye landevej i 1938/39. Betonvejen blev den kaldt, fordi den blev støbt i betonfelter, med asfalt i mellemrummene, vi var ikke bekendt med, at det kunne lade sig gøre, så det var med nogen skepsis, at man betragtede projektet.
Det var faktisk en omkørsel forbi Kornerup, jeg tror nok, at der skete for mange uheld på den gamle vej, specielt på den del vi kaldte for ”skvatbrinken” en noget stejl bakke, som endte ved broen over Kornerup å.(se Bents beskrivelse). Der skete nogen pudsige ting under bygningen af vejen, der skulle jo flyttes en del jord, som blev gravet op med håndkraft og kørt på tipvogne. Det skulle køres ud over de enge, som var på begge sider af Nordmarksvejen og danne en dæmning. Så skete der det, at der var bundløst, så en morgen da arbejderne kom på arbejde, så var hele dæmningen forsvundet, og jorden skudt op nogen meter inde i engene. Så kunne man starte forfra, nu blev det liggende, vejen blev færdig, og ligger der endnu.
Far med de brune heste
Der var et godt samarbejde, de 11 husmænd imellem, selv om de var vidt forskellige, alle havde deres særheder i forhold til hinanden. Ud over omtalte snelaug, var de også sammen om høsten i den udstrækning, det var praktisk. Man havde f. eks. købt selvbindere i fællesskab, 2 eller 3 husmænd sammen eller alene, hvis man syntes det, og havde råd til det. Der skulle et trespand til at trække det forholdsvis komplicerede maskineri, og normalt havde man jo kun 2 heste, så lånte man af sin selvbinder-makker. Tærskningen foregik i fællesskab, i de første år jeg husker, var det Vilhelm Jensen fra Kornerup, som kom på skift hos os alle sammen, med et lyserødt tærskeværk. Det blev drevet af et lokomobil, jeg husker ikke om det var et damplokomobil eller det blev drevet med diesel. Det var i alle fald spændende, når tærskeværket skulle komme der hjemme, det var tit en besværlig proces, når værket skulle stilles op i mellem kornstakkene. Det skulle stå helt i vater, da det ellers ikke kunne fungere tilfredsstillende, det var noget med de sold, som skulle sortere kornet fra avner. Og lokomobilet skulle stå langt væk på grund af brandfaren, tror jeg, så der skulle en lang kraftig drivrem til at overføre kraften til værket. Den var ret farlig, den var monteret uden nogen form for beskyttelse. Derfor var det forbudt for os unger, at opholde os i nærheden af maskinerne, at vi så var der alligevel er vel meget naturligt, og det gik da heldigvis også altid godt.
Senere da man fik strøm i 1942, købte de i fællesskab et tærskeværk med
elektromotor. Systemet med at tæske på skift fungerede stadigvæk, det
ene år startede man nede hos Rasmus ved betonvejen, og næste år i den
anden ende hos Christian Pedersen, som var vores nærmeste nabo. Hele
tærskningen tog normalt kun en enkelt dag hvert sted, dog kunne vejret
drille ind imellem, og der kunne også forekomme andre uheld. Det var
måske nok mest spændende for den kone, som havde tærskeholdet på besøg,
for så skulle hun jo servere kaffe 2 eller måske 3 gange. Der var jo
gerne en galopkringle og lidt småkager til kaffen, og det skulle jo
bages eller købes. I erindringens lidt slørede skær var det jo lidt
ejendommeligt at se disse 11 husmænd, i groft og ikke særligt rent
arbejdstøj, sidde i husets pæne stue og drikke kaffe (eller
kaffeerstatning) af husets fineste porcelæn. Det gik godt i mange år,
men så var der et par stykker som købte deres eget tærskeværk, og så
ebbede det ud efterhånden.
Mælkeruten gik vist nok på tur. Ifølge Henriks bidrag til erindringerne
var mælkeruten på licitation, det vil sige, at den der bød laveste pris,
fik turen. Far var i alle fald med ved jeg, fordi jeg sommetider var med
på mejeriet i Gevninge, det var jo også lidt spændende. Jeg fik lov til
at gå rundt på mejeriet, og se hvordan mælken blev vejet ind og
kontrolleret og videre gennem
Centrifugerne, hvor mælken blev separeret til fløde, skummetmælk osv.
Jeg er ikke sikker på hele processen, men der blev fremstillet både ost,
kærnemælk, skummetmælk, og smør.
Søen frøs jo selvfølgelig til, så de af os som gik i skole i Svogerslev
gik over søen i skole, så sparede man omtrent den halve vej, vi havde
normalt ca. 3 km til skolen.
Søen var jo også en herlig legeplads både sommer og vinter. Vi løb på
skøjter, som skulle skrues fast på det fodtøj, man nu havde, det var
ofte gummistøvler, så skøjterne faldt tit af. Så måtte vi skrue dem på
igen, med stivfrosne fingre, det var lidt besværligt. Far deltog også i
legen, han lavede f.eks. en karrusel på isen, det var en lang stang, som
blev sat fast i en stolpe, der var boret ned i isen, og en kælk monteret
ude i enden. Det gik sørme stærkt, når der blev skubbet af en voksen
mand, det hændte selvfølgelig, at vi faldt af, men det betød jo ikke
noget, man gled bare hen over isen, der var jo plads nok. Vi forsøgte
også at konstruere en isbåd, noget med tre skøjter, monteret på
korslagte brædder, en skøjte i hver ende og et sejl til at trække, hu
hej hvor det gik, men til det brug var søen dog for lille, vi havnede
altid ude i sivene, ligesom vi var kommet godt i gang.
Om sommeren var der jo fiskeriet og tusind andre ting vi kunne foretage
os. Vi byggede huler alle vegne ude på holmene (holmene bestod af
sammenfiltrede rødder, som faktisk flød på vandet). Vi klatrede i
træerne og faldt sommetider ned, vi trådte også igennem holmene, men det
gik heldigvis altid godt. I stormvejr skete det, at et stykke af holmene
rev sig løs og flød tværs over søen. Vi legede også med hjemmelavede
drager, det var lidt af en kunst, at få dem til at flyve, som man ville,
men det var spændende. Engang prøvede vi, at få dragen til at flyve ud
over søen, med en fiskesnøre, og en krog med orm bundet yderst i halen,
så var kunsten at få dragen til at flyve, så fiskesnøren kom ned i
vandet. Jeg mener også at kunne huske, at det lykkedes at fange en lille
skalle, men det har taget mange timer, eller dage.
Om vinteren og foråret var engene og områderne med siv oversvømmet. Når
der var is, som kunne bære, var der gang i at skære rør, det kunne man
tjene lidt penge på at deltage i. Når isen forsvandt om foråret søgte
gedderne ind på fladvandet for at gyde. Så var det muligt at skyde dem
med salonriffel, det var vistnok ikke lovligt, men man kan jo ikke vide
alt.
En forårsdag gik jeg for mig selv på marken med riflen i hånden. Nede i
engen svømmede nogle svaner, jeg havde hørt, at svanens fjerdragt ikke
var til at skyde igennem. For sjov hævede jeg riflen med den ene hånd og
sigtede på den ene af svanerne og trykkede af, der var mindst 100m.
derned. Stor var min forskrækkelse da svanens hoved forvandt ned i
vandet og blev dernede! Den var død. --- Jeg havde ramt den, så
projektilet var gået ind bagfra under vingen og ind i leveren. Så skulle
jeg ellers til at finde på en god historie, men først skulle jeg jo have
kræet fisket op. Dertil skulle jeg bruge en båd og den nærmeste
skydepram lå langt væk, men hvad gør man ikke for at rette på en
bommert. Så efter meget besvær fik jeg svanen bjerget på land, og båden
på plads igen, så med fuglen under armen kom jeg hjem til, hvad jeg
troede, en ordentlig irettesættelse. Men det blev ikke til så meget, det
var jo en stor fugl, 2 meter fra vingespids til vingespids, og der var
mad nok til hele familien i flere dage. Vi havde til og med, to soldater
på kost i en af dagene, dengang blev soldater på forårsmanøvre
indkvarteret privat hos egnens landmænd, vi undlod at fortælle vores
gæster, hvad det var de spiste.
Vintrene var ubehagelige på mange måder, vi havde ikke indlagt vand. Det
skulle hentes ude i gården, og i streng frost, kunne vandposten godt
fryse til og måtte så tøs op. Vandet skulle så bæres ind, både til
husholdningen og til dyrene, vi har oplevet mange våde træsko, når
vandet skvulpede over de store vandspande, som vi selvfølgelig fyldte
for meget, ellers skulle vi jo gå flere gange.
Jeg husker det, som om at det mest var mig, det gik ud over, men det er
jo nok ikke tilfældet, fordi vi fik indlagt vand omkring 1940, og da var
jeg kun 7 år og ret lille af statur.
Der var idet hele taget ikke megen teknik i huset. Vi fik strøm indlagt
i 1942, og så blev der sat en 15 watt pære i hvert rum, sikken en
festbelysning! Ude i stalden som var kombineret heste og kostald kom der
2 lampesteder, dog således at den ene lampe kunne oplyse roehuset også.
Der blev simpelthen slået et hul i muren, så der kunne snige sig lidt
lys ind i det, som meget betegnende blev kaldt for roehuset , nemlig der
hvor man opbevarede roerne. Før den tid var oplysningen klaret med
petroleums lamper og stearinlys. Jeg husker mange vinteraftener med
lampen over spisebordet og kortspillende søskende omkring, mor sad for
det meste med strikketøj og en bog eller reparationsarbejde. Der var jo
mange til at slide på det sparsomme tøj, der var til rådighed, mor kunne
mange ting samtidig, selvom hun var optaget af nævnte ting, kunne hun
også følge med i eventuelle samtaler, eller mægle i stridigheder om
kortspil eller andre diskussioner, ind imellem hørte hun også radio. Mor
og far var glade for at synge, de var med i Svogerslev sangkor i mange
år. Derhjemme gik mor mest og nynnede, men far kunne nogle gamle
skillingsviser, som han sommetider sad og sang for os, det har jeg
snakket om med mine søskende, men det kan de desværre ikke huske. Det
med at være glade for at synge, er der mange af os der har arvet.
Bents bidrag til rækkens historie
I starten var der mere end de 11 ejendomme, der nu er tilbage. I
trediverne blev der truffet beslutning om at rette vejen ud, den der gik
igennem Kornerup, den snoede sig ned af skvatbrinken, op over bakken
forbi møllen (brødfabrikken) som heller ikke er der mere, kun
bygningerne, igennem en del af Kornerup og videre mod Holbæk.
Der skete en forfærdelig ulykke med en soldaterbil for foden af
skvatbrinken. Bilen styrtede i åen og en del soldater blev dræbt, det
gav vistnok stødet til at vejen blev lagt om. Resultatet var, at der var
én, der blev eksproprieret ud af sin ejendom, den lå, hvor der nu er
vej, så der nu kun er 11 tilbage.
Snerydning
Når der var faldet sne så vejen var blevet ufremkommelig, så kom
sognefogeden, som også var snefoged, og tilsagde en fra hver ejendom til
at stille med en skovl, og skovle vejen fri, det var en festlig
forestilling, det var nærmest en fridag for alle. De havde det morsomt
sammen, og der var jo heller ikke meget andet for dem at lave midt om
vinteren. De voksne mandfolk kunne finde på at slås med sne, ikke med
snebolde som vi børn gjorde, men med hele skovlfulde af sne.
Flagallé
Hans Hansen og hans kone Marianne var de første i rækken der havde
sølvbryllup, til det havde de lejet flagallé, men det var for dyrt, det
var efter dette sølvbryllup, de blev enige om, at de selv ville have en.
Det er lidt ude i tågen, hvem der fandt på det, men der var altså én der
syntes, at der skulle en flagallé til når nogen holdt sølvbryllup, så
hvert sted skulle lave en flagstang, og male den hvid. Det var der ikke
nogen af de andre der ville, så det blev far (Jens Fr. Jensen), der
lavede de 10. Den 11te der kom, lignede selvfølgelig ikke dem han havde
lavet, den havde en forkert størrelse og forkert farve, den var rød, så
den måtte laves om.
Mor
og fars sølvbryllup 10.8.1948 med hele børneflokken og Mie
Når så der skulle pyntes til sølvbryllup skete det på
den måde, at alle mændene mødtes om aftenen før sølvbrylluppet, på det
sted der lå nærmest ved brudeparrets sted. Her havde de travlt med at få
lavet en æresport, som var et træskelet pyntet med gran og blomster, et
sølvbryllupsskjold, og et antal meter granguirlander, det var de nærmest
boende af kvinderne med til. Når det var gjort bar de i fællesskab det
hele hen til stedet, hvor det skulle bruges. Her satte de så det hele
op. Det var meget flot, når det var færdigt. Jeg tror, at der også
vankede kaffe, når de var færdige med forberedelserne, inden de bar det
hen, hvor det skulle bruges.
Far kom, fnysende af vrede, en gang hjem efter sådan en nat, fordi der
var en der havde klippet hans pibe over så han ikke kunne ryge hele
natten, og det var slemt for han røg temmelig meget, den skyldige kom
dagen efter med en ny pibe til ham, så han har nok skabt sig vældigt.
Han var nok mere heldig end han var opmærksom på, for han havde piben i
munden da den blev klippet over. Så enten har ham der klippede været
meget sikker på hånden, for han klippede med en hækkesaks, eller far var
heldig at det ikke gik ud over næsen.
Det er ikke sikkert, at det var hvert år, men i mange år blev der også
holdt høstfester, Det blev mest holdt hjemme hos os, (igen Jens Fr.
Jensen). Så mødte alle mand af hus og gik ned i sivene om søen, hvor der
stod nogle Rødelletræer. Der var temmelig mange træer, her savede de
grene af og slæbte hjem, hvor de blev sat på væggene og i loftet, i det
vi kaldte laden, derefter kom damerne med blomster fra haverne og
pyntede grenene med dem.
Så gik alle hjem og pyntede sig selv, og kom til høstfest. Der var altid
nogen der havde skrevet en eller flere sange, som ikke udelod, hvis
nogen havde dummet sig i årets løb, det morsomste var når Aksel Wang
tegnede og lavede revy, han kunne spidde folk uden at det var
ondskabsfuldt, der var mange andre talenter, nogle var ligefrem
skuespillere, andre skrev sange, men der var ikke nogen der snød sig fra
fællesskabet, der var en udstrakt grad af fællesskab i rækken, da de var
pionerer, man hjalp hinanden.
Henriks bidrag til
erindringerne
Angående udstykningen fra Kornerupgård: Staten ejede jorden og man
lejede jorden for en periode på 99 år. Jorden blev købt til ejendommen i
forbindelse med, at Bodil og Bent overtog den.
Det at handle på bog: Det var kun i brugsen i Gevninge og
mejeriprodukter på mejeriet, hvor man havde kredit, når afregningen for
levering af mælk kom, var det købte trukket fra. Mælkekørslen var
udliciteret, den der ville køre billigst fik opgaven.
Det er rigtigt at vi aldrig gik sultne i seng, blandt andet fordi mange
hjemmelavede produkter indgik i husholdningen, kartofler, grøntsager,
frugt, mælk og æg. Det skete, at en høne måtte lade livet og at en gris
blev slagtet. Far slagtede selv, både hjemme og hos naboerne, så var der
pølsegilde bagefter, blodpølse med smeltet smør og puddersukker.
En slagtedag var lidt af en begivenhed, fra morgenstunden blev der tændt
op under gruekedlen og kogt vand, alle remedierne fundet frem knive,
skrabere, skoldekar, reb og lignende. Så blev ofret trukket frem og
bundet på alle fire ben og lagt op på karret, der vendte bunden op. Et
par mænd holdt så dyret, medens det blev stukket, blodet løb ned i en
spand med byggryn, under kraftig omrøring, grynene skulle hindre at
blodet koagulerede. Så blev karret vendt om og fyldt med kogende vand og
grisen blev hevet op i karret skoldet og skrabet helt rent for børster
og alle urenheder, derefter hængt op ved bagbenene, og skåret op alt det
indvendige taget ud, næsten alt blev brugt, tarmene blev vendt, renset
og brugt til pølseskind.
Da der nu alligevel var tændt op under kedlen, blev der varmet vand, så
vi kunne få det årlige bad i cementkarret.
De lange vinteraftener blev brugt til spil af forskellig art f. eks.
matador, (med 1 kr. sedler) men nok mest kortspil. Det skete også at mor
læste for os, medens strikkepindene klirrede.
Når der var sne og is, var det med at komme ud på skrænterne med slæde
eller en skovl, man sad på hug på bladet og styrede med skaftet.
Men den lyse tid var nu den der var bedst, når vi kunne færdes i mark,
eng, sø og ved åen, den var så ren, at vi kunne se ned til bunden, og så
var der fisk.
Vi skulle godt nok hjælpe til, hvor vi kunne, med at ordne have og luge
roer, samle sten og samle kartofler, men der var megen tid til at lege,
det var småt med købelegesager, men så måtte vi selv finde på noget og
bruge naturens materialer, sten, pinde, blade kunne blive til alt – det
var bare med at bruge fantasien.
I de fem krigsår var der mangel på næsten alt og opfindsomheden
blomstrede med hensyn til transport, brændsel og beklædning. Far
forsøgte at lave tørv af engjord, med ringe succes.
Tøj var et stort problem, så symaskinen blev flittigt brugt til
omforandringer og sammensyning af stumper.
På et tidspunkt var der kun 1 par hele gummistøvler, så der var mange
våde sokker hængt til tørre på kakkelovslågerne, ved siden af våde
vanter, plus en æske med små patroner til salonriffel, jeg havde
anskaffet, de var blevet våde og en nærliggende tanke var at tørre dem
der, men de begyndte at futte af, så kuglerne føg rundt i stuen. Ingen
kom til skade!!
Der foregik en del selskabelighed med kaffebord og kortspil hos andre
rækken, og der var juletræsfest i forsamlingshuset i Gevninge med
julemand og godteposer.
Henrik
Efterskrift.
Som man kan se af beretningerne fra Henrik, Bent og mig selv, er der en
smule forskel på vores hukommelse, det er jo ikke alt man husker på
samme måde, men i store træk er der da nogenlunde enighed om historien.
Da mor og far blev ældre flyttede Bodil og Bent med familie hjem, og de
boede sammen i mange år, til stor glæde for alle parter. Mor og far
havde jo prøvet det før, for da de flyttede ind i det nye hus, flyttede
mors bedstemor jo med, og boede der til sin død 3-4 år senere. Huset er
i øvrigt efter utallige ombygninger stadig i familiens eje, og kan
derfor stadig være rammen om mange af vores familietræf.
Eivind
Hele flokken samlet til Lykke og Svend Aages sølvbryllup 29.11.1994
Bagest: Poul, Henrik, Bent og Eivind
Forrest: Lise, Bodil og Svend Aage